Meget at glæde sig over

Jeg vil fortsætte de positive tanker, de gør mig så meget godt.

Er startet i min praktik, det er super godt. Jo jo, det har kun været to dage indtil videre, min fik virkelig fin modtagelse, har fået et par små opgaver, som jeg har kunne finde ud af, og mærket glæden ved at kunne bruges til noget. Det betyder sgu alverden!

Har ungerne hjemme denne weekend, og vi nyder bare hinandens selskab, det er skønt. Jeg har veninder som snakker om at tiden går alt for hurtigt, at ungerne bliver store alt for hurtigt, osv.  Jeg må blot konstatere, at sådan har jeg det ikke. Jeg elsker at se mine børn vokse op, jeg elsker at kunne have meningsfulde samtaler med dem, og jeg elsker at de rent faktisk kan og vil hjælpe med forskellige ting. Vi er et godt team, dem og jeg, og det er skønt!

Og så er der netværket. Ved godt jeg snakker meget om det, men det er bare så overvældende. I ved godt hvem I er, hver og en. Jeg er en meget forkælet kvinde…..virkelig. Jeg har været bange for at føle mig ensom, men det er faktisk en følelse jeg ikke har mærket. For jeg er altid omgivet af skønne mennesker omkring mig. Og jeg får en masse hjælp til alt muligt som kan være en udfordring. Og jeg er altså dybt taknemmelig, det skal I vide. Jeg giver tilbage hvad jeg kan lige nu, og håber og tror på at jeg en dag kan give meget mere tilbage.

Udover det…..så er jeg ved at finde hvile i mig selv. Det er en fantastisk følelse. Var lige ved at blive væltet forleden dag, men fangede tanken igen. Jeg er god nok, jeg behøver ikke andre til at fortælle mig det.

Er jeg bange for at være alene….? Nej, for det er ok. Faktisk er det mere ok end nogensinde. Jeg har fået en god chance for virkelig at sætte pris på de ting jeg har i mit liv, fokusere på det positive.

Min søn slog græsset, min datter hjalp i køkkenet, jeg var god til de ting jeg skulle i praktikken, vi fik ryddet lidt op, jeg fik søde, uventede beskeder, det luner altid, vi skal besøge gode venner, vi skal snart holde lækker ferie sammen, og alt muligt andet. De små ting. De betyder pludselig så meget mere. Og der er mange af dem!

En sagde til mig forleden, at jeg skulle tage og finde mig en sød kæreste. Det har jeg nu ingen intentioner om, selvfølgelig vil jeg ikke afvise prinsen på den hvide hest, men det er ikke noget jeg stræber efter.

Jeg har været i forhold siden jeg var 15. Måske det bare er Heidi tid.

Og ved I hvad? Heidi tiden føles faktisk rigtigt dejligt lige nu.

God weekend til alle derude.

Positive tanker

Havde endnu et godt møde idag på jobcentret. Bliver mere og mere bekræftet i at jeg træffer de rigtige valg, og gør de rigtige ting.

Imorgen er en stor dag. Jeg starter i praktik efter seks år udenfor arbejdsmarkedet. Og nej, det er jo ikke et rigtigt arbejde, men det er, for mig, starten på mit nye arbejdsliv.

Aner ikke hvad jeg kommer til at arbejde med i fremtiden, det er egentlig heller ikke så vigtigt. Det vigtige er at komme ud i den pulserende verden og bevise overfor mig selv at jeg kan.

Samtidig med det er der så mange gode ting at se frem til. Sammenkomster og hyggelige møder og aftaler. Går virkelig all in med at være social, og det føles skønt.

Ungerne har det fantastisk, klarer sig godt, og vi glææææder os til en dejlig ferie sammen på Langelandsfestivalen med en masse andre dejlige mennesker, god musik og masser af hygge.

Snart drager jeg, endnu engang, til Malmø og besøger min bror og svoger og det glæder jeg mig også til.

Jeg har sat et projekt i søen, som er startet rigtig godt, og kommer til at give mig velvære, både fysisk og psykisk.

Og så skinner solen! (Et par dage endnu, ha ha ha)

Har et dejligt lille hjem, med masser af skøn natur omkring mig.

Jo, der er i sandhed masser at være lykkelig for.

Det giver altsammen en masse positive tanker, og dem samler jeg på.

Godt så….

…..så nåede jeg så langt.

Beslutning taget, som skrevet i tidligere indlæg.

Beslutning udført, det har taget seks uger.

Og det er så der jeg er nu.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg har taget den rette beslutning, det mærker jeg helt ind i sjælen.

Men så var der jo lige det der hjerte, og de der følelser, der blev lagt lidt til side. Begge dele banker stille på.

Jeg har, med koncentration på mit projekt, min beslutning, kunne ignorere det, skyde det væk. Jeg har druknet det ved at være social, praktisk og målrettet.

Og nu er der så stille. Som jeg sidder her i min stue, alene. Ingen i verden skal have ondt af mig, for jeg har masser af muligheder for ikke at være alene. Men i aften har jeg valgt at være alene.

Men……der blev godt nok lige pludselig meget stille og meget mørkt omkring mig. Og de der små bank bliver pludselig meget høje.

Og så er det nu der skal tages nye beslutninger. Og mig som absolut hader beslutninger!

Men….humlen i det hele er at jeg er pisse bange. Bange for ikke at kunne klare mig selv, ikke at slå til, ikke kunne leve op til diverse forventninger.

Min selvtillid er gennem længere tid blevet nedbrudt, og det er sgu svært lige at bygge op igen fra den ene dag til den anden.

Samtidig er jeg blevet overbevist om at alt hvad der skete omkring mig, var min skyld.

Skyld har fyldt meget. Sjovt nok.

Så den skal jeg også lige vriste af mig.

Men….mellem os sagt…..de følelser der var grunden til at jeg tog beslutningen……de er jo faktisk ikke væk.

De har bare ligget latent i seks uger nu.

Og de følelser…..dem har jeg bare slet ikke lyst til at mærke igen.

Følelser af slet ikke at være noget værd. Absolut intet. At jeg faktisk lige så godt kunne forsvinde fra overfladen, for det ville være bedre end alt andet. Følelser der førte til handlinger der kunne have befriet mig fra enhver smerte.

Nej, de følelser har jeg bestemt ikke lyst til at mærke igen.

Har nu kæmpet hårdt i seks uger på at fjerne mig fysisk fra årsagen til disse følelser, og jeg nægter at give op.

For jeg er sgu noget værd!

 

 

Imod strømmen

Nogle gange i livet er man nødt til at lægge hjertet lidt væk og bruge hovedet istedet for. 

Jeg synes det er svært…..hårdt…..men det er også tilfredsstillende at opleve hvordan hjertet faktisk bliver stærkere af det.

Men…..indtil da kan det virkelig føles som at gå imod strømmen. Kæmpe imod alt hvad jeg har af følelser og tanker.

Det kan sammenlignes med dengang jeg skulle føde min datter, havde presseveer i tre timer, hvor jeg kun måtte gispe. Kvinder der har født, ved hvad jeg snakker om. Det er nærmest umuligt. At gøre det stik modsatte af hvad din krop fortæller dig du skal gøre.

Den fysiske smerte mærker jeg selvfølgelig ikke, men mit hjerte smerter dog alligevel.

Og hvis ikke jeg vidste, helt ind i knoglerne at min kamp ikke er forgæves, ville jeg give op.

Magt……har fyldt rigtig meget i mit liv, på forskellig vis. Og nu er det tid til at tage magten over egen situation, og der må hjertet altså lige lægges lidt væk. Ikke mindst for at skåne det lidt.

Jeg bliver testet på alle mulige måder i øjeblikket. Ringede en veninde op forleden og spurgte om det var ok at føle jeg havde været en tur i tørretumbleren.

Selvom solen skinner, er det stormvejr i min lille verden, og det gælder om at holde tungen lige i munden og holde godt fast.

Jeg ved at vinden lægger sig, og jeg ved at jeg nok skal klare det. Jeg ved også at denne kamp er værd, og vigtig, at kæmpe.

Så jeg svømmer imod strømmen lidt endnu.

For mit hjertes skyld ❤️

Den bedste tid

Jeg sad idag i en sportshal, proppet med mennesker og fik tårer i øjnene.

Glædestårer.

For der, mellem alle de andre børn, var min datter, og hun var så dygtig….hun er springgymnast på elite niveau.

Ved siden af mig sad min store søn, meget tålmodigt og kiggede på.

Og lige der, midt i mylderet, følte jeg mig bare så lykkelig.

Jeg fik denne fjollede tanke.

Om at dette er starten på den bedste tid i mit liv.

Mine børn er ved at være store, vi kan have meningsfulde samtaler med hinanden.

Jeg bliver fyrre i år…..nogle påstår at kvinder har de bedste år fra de fylder fyrre, og det føles rigtigt nok, faktisk.

Det er som om jeg endelig har fundet en indre ro, jeg ikke har haft nogensinde før.

Som om ting ligeså stille falder på plads. Ikke blot rundt omkring mig, men også indeni.

Jeg slipper af med noget ængstelighed, noget nervøsitet, noget underskud.

Jeg føler mig noget værd, og føler at jeg kan noget.

Selvtilliden vokser, selvværdet gror.

Og vigtigst af alt, kærligheden til mig selv sniger sig på.

Fyrre, fed og færdig……ikke mig.

Tjo, vist kunne jeg bruge at tabe mig, men for pokker da, det skal jo ikke styre mit liv.

Færdig? Nej sgu da…..det er nu mit liv for alvor begynder! Børnene får deres eget liv, ergo får jeg et.

Jeg har mere erfaring nu end nogensinde før, jeg er mere modig nu, mere robust, har større gennemslagskraft.

Jeg har bevist overfor mig selv at jeg er noget værd!

Og DET kan jeg leve højt på længe.

Jo…..og så er der jo lige den her tanke.

Om at det hele nok skal gå.

Den har jeg savnet, og den er kommet tilbage til mig.

Så det der med alderen……jeg har besluttet at modenhed, det er lige mig!

Til gengæld er det vist så slut med at være natteravn, det er hårdt alt det der selvudviklingspjat, så nu vil jeg lægge hovedet på puden og få min skønhedssøvn.

Tak fordi du læser med derude.

Jagten på den eneste ene

Jeg er med i sådan en single gruppe på Facebook. Ved ikke hvorfor jeg meldte mig ind, har jo egentlig rigeligt med netværk, og leder ikke rigtig efter den eneste ene. Det kan jeg simpelthen ikke overskue pt.

Nåh, men denne gruppe…..den er ikke en dating gruppe, formålet er man netværker. Og dog omhandler nærmest samtlige opslag det her med jagten på den eneste ene, savnet, længslen, osv.

Jeg har gået og tænkt at jeg skulle melde mig ud, får det alligevel ikke gjort, og tænker så……hvorfor ikke? Er det fordi en del af mig håber at finde den eneste ene? eller er det nysgerrighed? over hvad andre mennesker søger, higer efter…..

Og så kommer jeg frem til følgende…..jeg er på ingen måde klar til at lukke et andet menneske ind i mit liv. Altså…..jo…..en god ven, veninde, en ny bekendt. Men ikke en kæreste.

Brændt barn skyr ilden, som man siger.

Alene tanken om at skulle til at lære et andet menneske at kende på den måde, gør mig skide bange, for at sige det mildt.

Og desværre har erfaringen vist mig at det ikke kan betale sig at være åben og ærlig. Det kommer jeg nok efter en dag, men ikke lige nu.

Så jeg kan nok ikke helt fatte den der higen og søgen, for jeg er et andet sted i mit liv.

I skrivende stund har jeg meldt mig ud af førnævnte singlegruppe……for jeg mangler ikke venner, veninder eller nye bekendtskaber. Og jeg tør alligevel ikke melde mig til nogle af arrangementerne.

Er jeg blevet bitter…..? Jeg tror og håber det ikke. Jeg tror bare jeg har brug for at finde mig selv lidt igen. Finde tilbage til det der er mig. Finde mine grænser igen, for de er i den grad blevet overtrådt. Er jeg bitter over det? Næh…..jeg har selv ladet dem blive overtrådt. Igen og igen og igen. Formåede dog til sidst at sige stop, og det føles helt fantastisk indeni.

Imorgen fejrer jeg månedsdag for min grænsesætning. Den dag vil betyde meget for mig resten af mine dage.

Nå, men tilbage til jagten på den eneste ene.

Hvad er det vi higer efter? Hvad er det vi søger?

Det jeg kan læse mig frem til, er at vi leder efter en der kan gøre os lykkelige. Men det er der jo ikke andre der kan. Hvis ikke vi er lykkelige, så bliver vi det jo heller ikke bare sådan lige sammen med andre. Lykke kommer, i min optik, indefra.

Jagten på den eneste ene burde så være jagten på os selv, og den lykke vi kan give os selv ved at gøre gode ting for os selv, passe på os selv, elske os selv.

For hvordan kan man elske andre hvis ikke man elsker sig selv?

Jeg troede i en del år at jeg elskede…..men det viser sig nu, efter jeg, som jeg omtalte i mit første indlæg, fik hovedet ud af røven, at jeg egentlig bare hvilede i trygheden, omsorgen, det praktiske i ikke at være alene.

Sådan vil jeg ikke leve igen.

Jeg vil lære at elske mig selv, og først når jeg kan mærke helt ind i knoglerne at kærligheden til mig selv er på plads, kan der blive plads og overskud til at elske igen.

Den eneste ene skal vel ikke udfylde et tomrum……men netop være et supplement til den lykke vi allerede mærker indeni……

Ellers tror jeg simpelthen det bliver usundt. Jeg tror på man bliver for afhængige af hinanden på den ufede måde hvis ens lykke afhænger af det andet menneske.

Jeg vil være stærk alene, jeg vil være i stand til at leve uden at være afhængig af et andet menneske på den måde igen.

Og det skal nok komme. Det er på vej, kan jeg mærke.

Der findes et hav af floskler om lykke og kærlighed……men alfa omega må være, at først når vi elsker os selv kan vi elske andre.

På den fede måde.

Og det er der jeg er på vej hen.

Og jo…..i mellemtiden må man godt have det sjovt, mærke intimiteten, osv. Det har vi alle brug for indimellem. Nærhed og intimitet.

Men kærligheden…….det er noget helt andet.

Og så er det sengetid her i mit lille, hyggelige hjem.

 

Den bedste medicin

I alle de år jeg nu har været sygemeldt, med op- og nedture, er der en, nej to, ting der har holdt mig oppe.

Mine børn

Når jeg kigger tilbage på alle mine underlige projekter igennem årene, har der været en rød tråd. At kunne gøre noget der, på en eller anden måde, ville gøre mig til en stærkere, bedre mor for mine børn.

Om det var køkkenhaven de kunne være med til at dyrke, eller lave fine malerier. Det sidste var nok mest tanken om at de kunne se at deres mor kunne andet end at være træt, uoplagt og lægge sig.

Og intet er forandret der.

Mit største mål i livet er at give mine børn den gave at have en mor de kan være stolt af at kalde deres mor.

Vi tager, hver aften vi er samlet om middagsbordet, en runde hvor vi hver især fortæller om vores dag. Vi fortæller hvad vi har lavet, hvad der har været af gode og dårlige ting.

Og alt for mange gange har jeg ikke rigtig haft noget at fortælle, ja jeg har tilmed præsteret at lyve lidt. Bare fordi jeg, på en eller anden måde, synes det var pinligt ikke at have bedrevet noget.

Og jeg kan jo se glæden i mine børns øjne når mor har noget at fortælle. Det gør dem glade, trygge og rolige.

For når mor er glad og produktiv, er børnene trygge ved at jeg har det godt. Og så har de det godt.

Mit mål i livet er ikke at tjene millionen…..mit mål er at kunne forsørge mig selv og mine børn, og kunne give dem nogle gode oplevelser.

Det behøver ikke være dyre rejser, store gaver, osv. Men blot gode, sunde oplevelser.

For to år siden ved denne tid, blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling. Det var nok den hårdeste måned i mit liv. Ikke fordi jeg selv var nede…..men at se blikket i mine børns øjne når de besøgte mig, se tårerne trille ned af deres kinder når de skulle sige farvel…..DET gjorde ondt. Helt ind i knoglerne.

Ville ønske jeg kunne sige aldrig mere, men det ved jeg jo ikke. Jeg kan arbejde på at få det bedre så det forhåbentlig aldrig sker igen.

Vi har snakket om dette, børnene og jeg. Og jeg ved, inderst inde, at hvis det sker igen, vil de være bedre rustet.

Nu hjalp det heller ikke på situationen at jeg blot sagde til dem at jeg skulle i Netto, og så endte med at være væk i en måned.

Set i bakspejlet, skulle jeg aldrig have været indlagt…..fik det ikke ret meget bedre. Der er desværre ikke tid og overskud på sådan en afdeling til egentlig behandling. Det er nærmere bare opbevaring, men det kan jeg altid skrive mere om i et andet indlæg…..

Om tre ugers tid starter jeg i praktik på den lokale avis. Fandt selv stedet, skrev selv ansøgning, tog selv til samtale. Meget stolt af mig selv.

Og selvom jeg blot starter med otte timer om ugen, så GLÆDER jeg mig til at have noget at fortælle om ved middagsbordet!

Har fortalt børnene at det er det jeg skal, og allerede nu er de begejstrede.

Det er dejligt….

Praktikken kommer ikke til at munde ud i en ansættelse…..men den kommer til at give mig en rigtig god fornemmelse af hvor meget og hvad jeg kan klare.

Og jeg vil være et skridt nærmere mit mål.

Jo…..af alle de piller, al den behandling og andet jeg har gennemgået de senere år, har mine børn været, og er, den aller bedste medicin for mig.

 

Tak!

  1. Nå, kan ikke sove, så kan jeg jo ligeså godt skrive.

Min blog er en ny start, da den gamle desværre måtte lade livet.

Udover det, er jeg såmænd ikke ude i at starte forfra, starte et nyt liv, tænke nye tider, osv.

Jeg har egentlig bare et eneste ønske nu: Ro….

At få de ting jeg har i mit liv til at fungere.

Og jeg har meget…..mere end jeg anede, indtil jeg fik hovedet ud af røven.

Jeg er ikke god til at tage beslutninger, virkelig! Og slet ikke at holde fast i dem. Men for tre uger siden tog jeg faktisk en beslutning som jeg har holdt fast i, og som jeg ved er det eneste rigtige at gøre.

Det har været en af de der beslutninger der gjorde rigtig ondt at tage. Helt ind i knoglerne. Jeg har, de sidste tre uger, døjet med psykiske såvel som fysiske problemer, og dog ved jeg at jeg har gjort det rigtige.

Jeg sover kun et par timer ad gangen, jeg spiser sparsomt, min krop ryster og jeg føler mig til tider sløj.

Men jeg mærker fremskridt.

Når det har været for svært at klare alene, så har mit kæmpe netværk af helt fantastiske mennesker båret mig. Løftet mig op så jeg kunne få lidt luft igen.

Aldrig havde jeg troet jeg skulle få så meget brug for hjælp, og jeg havde slet ikke forudset den strøm af kærlighed, hjælpsomhed og støtte komme.

Det har været altafgørende!

Så TAK……for kys, kram, gode ord, praktisk hjælp, at blive lyttet til, økonomisk støtte, måltider, grin, overbærenhed, rummelighed og ikke mindst tonsvis af kærlighed.

I er fantastiske, hver og en, og jeg føler mig mere end priviligeret.

For hver dag der går, mærker jeg lidt mere fremgang, lidt mere styrke.

Jeg har så meget i mit liv, og intet skal igen få mig til at føle at alt dette ikke er noget værd.

Jeg vil leve, jeg vil grine, jeg vil elske.

Og jeg er ikke alene.

Tak for det.

Og NU vil jeg virkelig prøve at sove lidt 😉